FOTOGRAFI
det sanselige blik på verden
Kurset gennemføres ikke i år
Vi lever i en super visuel verden. Vi fotografere som aldrig før. Verden flyder med billeder. Hvad skal vi med dem ?
Forsøger vi at fastholde livet eller fremstiller vi det på facebook, mens vi glemmer at være nærværende i det vi oplever? Ender vores fotos i “skyen” til evig glemsel og forurening uden at vi får dem omsat til værdifulde minder? Hvordan får vi mere værdi ind i den måde vi bruger kameraet og fotografiet på?
Dette er omdrejningspunktet for dette kursus. Det henvender sig til dig som elsker at fotografere, men som også gerne vil blive bedre og mere kritisk i forhold til hvad du fotograferer og hvordan.

- Bliv klogere på din egen personlige æstetik og giv dine fotos mere mening, kant og nærvær.

Om kurset
I kurset undersøger vi forskellige typer af fotografi: portræt, selv-iscenesættelse, krop og landskab og det intime nærstudie - og vil diskutere blikkets magt, æstetik, og hvordan vi rent etisk forholder os til fotografiet i det offentlige rum. Kurset varierer mellem oplæg fra mig, individuelle og gruppe opgaver, og slutter med en fælles visning af billeder taget i løbet af ugen.
Hvad er et godt billede? Er æstetik og skønhed vigtig? Hvordan skaber vi personlig mening og værdi med den endeløse billedstrøm.
Hvad siger dine billeder dig, og hvad siger de om dig? Hvordan at det at ‘se’ og blive ‘set’?
Højskolelivet
Vi er beliggende på Nordvestfyn. Med plads til 60 elever bliver intimiteten og nærværet de naturlige ankerpunkter i vores dagligdag. Vi møder hinanden med åbent sind og løftede pander. Vi giver plads til såvel hinandens uhæmmede videbegær og legesyge, som til hinandens behov for ro og fordybelse. Vi lever af og på et ubændigt ønske om at mødes og udfordre hinanden i et fordomsfrit og forventningsfuldt miljø.
Højskolelivet er i sin essens samliv. Dagen begynder og slutter i fællesskabet.
Når hanen galer, dynerne er blevet sparket af og morgenbadet er vel overstået, bevæger vi os sammen ned til morgenmaden. Ved morgensamlingen synger vi et par sange, hører en god historie og får dagens praktiske detaljer på plads. Med mad i maverne og sang i kroppen fordyber vi os i dagens program.
De daglige måltider er en vigtig del af det fælles liv på højskolen. Maden er ikke kun brændstof. Den skal nydes. Kursisterne præsenteres for et alsidigt køkken, hvor den daglige menu står på vegetar, såvel som kødretter.