Sommerrejse til Nepal

14 uger på højskole og 5 uger i Nepal

Har du lyst til at opleve Nepals kultur indefra, så kan vi tilbyde noget ganske unikt.

Når højskoleopholdet i Brenderup hører op i juni, sætter du dig sammen med en gruppe af de andre elever på flyet mod Kathmandu. 

Igennem de sidste 15 år har vi haft meget tætte forbindelser til Nepal. Vi har lavet et færdigt program, der bringer dig dybt ind i kulturen og samtidig også giver dig mulighed for at hjælpe som frivillig.

I disse specielle tider ser det ud som om, Nepal ikke er ramt af Corona som mange andre lande. Derfor arbejder vi på at lave en tur til landet som starter lige efter forår semestret er slut. Vi vil gerne rejse til vores sikre områder, og så prøver vi i øjeblikket på at lave en helt ekstraordinær tur helt op over skyerne til Everest base camp.

Alt dette er selvfølgelig afhængig af corona-situationen, men vi tror og håber, at det lader sig gøre. Vi har meget sikre kontakter til at få information fra. Turen vil blive delt i to lidt forskellige ophold. Grunden til det er, at det er lidt dyrere at trekke nær Everest, end at bo i vores andre projekter.

På højskole i Brenderup

Vi har haft mere end 50 nepalesiske elever igennem de sidste 10 år. Nogle af dem vil du møde, og de vil tage dig med dybt ind i den tibetanske, buddhistiske kultur.

I Brenderup vil du møde både elever fra Nepal, men også nogle af de elever, der var i Nepal i januar – marts i år. Sammen vil vi forberede os på højskolen, men den helt dybe kulturundervisning ligger i Nepal – sammen med Dechen og Dhindu – fra den første gonglyd fra naboklostret til de hyggelige tidlige aftener i godt samvær.

 

Vi tilbyder dig en kulturtur og ikke kun en bjergbestigningstur. Det er sommer i Nepal og det regner om natten og det er også tit overskyet. Det er grønt, lunt, smukt og helt tomt for turister.

Der er mange ting at se i Kathmandu, og vi vil gøre vores bedste for at vise her rundt. Vi vil dog fokusere mest på det Tibetansk buddhistiske. Det er der selvfølgelig en grund til. I skal alle senere på turen til Sermathang, der ligger i toppen af Helambudalen med grænse til Tibet. De fleste af vores venner har forbindelse til Sermathang eller Helambu, og de er alle budister. Derfor er det naturligt for os at vise jer den kultur mest. Det betyder ikke at vi ikke berører hindukulturen. Den er alle steder og 80% af Nepals befolkning er hinduer.

 

I boudha, meget tæt på lejligheden, ligger en lille skole med hovedsageligt Tibetanske, Sherpa og Yolmo børn.

Skolen hedder Manjushree School, og der har vi en aftale om volontørarbejde. Det kan være alt muligt fra malerarbejde til lektiehjælp, sport eller lignende. Det vil typisk være en eftermiddags aktivitet.

 

Vi vil også gerne prøve at vise jer, det helt almindelige liv i Kathmandu og planlægger et møde med gamle Brenderup elever der kommet hjem.

 

Dechen Lama:

Dechen er vores lærer, kontaktperson, koordinator og meget mere i Kathmandu. Dechen har været elev på Brenderup Højskole, og har i flere år arbejdet for os. Hun sørger for alt det praktiske og underviser jer i what to do …and what not to do! Dechen bor ti skridt fra vores lejlighed.

 

Kathmandu

Vi holder til i bydelen Boudha, som er center for den Tibetanske Buddhisme i Kathmandu. Her ligger verdens største stupa, og et hav af klostre. Her har vi også en lejlighed, men den rummer kun plads til 8 max 10, hvis man bruger opholdsstuen. Derfor har vi valgt at bruge lejligheden som undervisningslokale og I skal l bo på Seshen Monastry. Det er et stort Tibetansk kloster, der ligger helt tæt på Boudha stupaen og vores lejlighed. Her skal I bo på enten dobbelt eller trible værelser. Det er store værelser, der ligger lige ud til en dejlig grøn have. Det er et kloster guesthouse, og der er en god vegetarisk restaurant i haven. I spiser jeres morgenmad her.

Sermathang

I løbet af turen, tager du op i bjergene til landsbyen Sermathang. Her findes 'verdens højeste højskole' - og måske også den mindste. Men helt sikkert med den smukkeste udsigt man kan tænke sig.

 

I landsbyen ligger også venskabshuset, som vi byggede for ca. 8 år siden. Her vil I lære om livet i landsbyen og I vil også arbejde som volontører både med vedligeholdelses opgaver på venskabshuset, og med forskellige opgaver på Højskolen.

I Sermathang kommer I til at få en helt enestående oplevelse i den lokale kultur, da vi i mange år har ladet jer bo to og to hos lokale familier.

Det er en meget lille landsby og indkvarteringen vil give jer en hel unik indsigt i livet i en lille bjerglandsby i 2800m.o.h i Himalaya.

I vil også komme til at bo i vores venskabshus.

Vi har mange planer, og den største handler om at lave en ny sti, der over ca. 200 m skal forbinde vores venskabshus bedre med landsbyen end nu.

Der vil også være et to dages trek til toppen af Yangri Peak i små 4000 m. 

Dhidu Lama

Dhidu er vores kontaktperson i landsbyen Sermathang. Dhindu bor i landsbyen sammen med sin kone og to børn. Han har også været på Brenderup – ikke som elev, men på et længere ophold. Dhindu har været koordinator for Brenderups Højskole projekt oppe i Sermathang i mange år.

 

Trekking i Himalaya

Som noget helt specielt planlægger vi i år et alpint trek til Kalar Patar, tæt på Everest basecamp. Kalar Patar er et lille bjerg i 5.643 meters højde. Det ligger i den mest vidunderlige udsigt til mange af verdens største bjerge. I vil kunne kigge ned på Everest basecamp der ligger der hvor Khumbu gletcheren blive til Everest icefall.

Turen tager ca. 16 dage med vandring næsten hver dag. Man vandrer fra ca. 1000moh til toppen af Klar Patar. Det kræver at du er i rimelig god form, og det kan du selvfølgelig træne på højskolen, inden du tager afsted. Turen er også ud over det sædvanlige budget, så det er et tilvalg og have en lille ekstrapris. Det koster at gå i nationalparken. Der er guider med og folk til at hjælpe med lidt af hver og selvfølgelig mad og overnatning.

Gopal Lama

Gopal er med på turen og vil lede Brenderups Kalar Patar ekspedition 2021.  Gopal har været vores faste guide i mange år på et kulturtrek vi laver (for din mor og far) i efteråret. Vi planlægger at invitere Gopal til Brenderup fra sidst i maj, så han kan være med til at forberede jer, der skal til Nepal. Både kulturelt, men også med tricks til den høje vandring. Gopal har været på mange tinder i Nepal. Det vil han selvfølgelig også gerne fortælle om. Gopal vil være sammen med Brenderup turen under hele opholdet, men vil følge holdet der vælger Kalar Patar ekspeditionen.

Nima Lama

Det er Nima Lama der arrangerer denne tur. Nima er vores ældste ven og var elev på Brenderup Højskole i 1998. Nu har han et trekkingsfirma og arbejder med det. Nima er nu også parlamentsmedlem og kan trække i mange tråde for os hvis det bliver nødvendigt.

 

Alt er selvfølgelig afhængig af hvor mange af der vil med.

Og det er specielt Kalar Patar trekket vi tænker på. Så giv endelig en lyd. I kan overføre de første uger som I ikke har fået her på skolen til en Nepal tur. Det kunne være helt vildt at drage til Nepals bjerge sammen med en stor flok af jer til sommer.

Lige meget hvilken tur I vælger, kan I regne med at få en oplevelse helt ud over det sædvanlige.

 

Højskolelivet

Vi er beliggende på Nordvestfyn.

Med plads til 60 elever bliver intimiteten og nærværet de naturlige ankerpunkter i vores dagligdag. Vi møder hinanden med åbent sind og løftede pander. Vi giver plads til såvel hinandens uhæmmede videbegær og legesyge, som til hinandens behov for ro og fordybelse. Vi lever af og på et ubændigt ønske om at mødes og udfordre hinanden i et fordomsfrit og forventningsfuldt miljø. 

Højskolelivet er i sin essens samliv. Dagen begynder og slutter i fællesskabet.

Når hanen galer, dynerne er blevet sparket af og morgenbadet er vel overstået, bevæger vi os sammen ned til morgenmaden, inden vi kaster os ud i dagens aktiviteter. Efter frokosten synger vi et par sange, hører en god historie og får dagens praktiske detaljer på plads. Med mad i maverne og sang i kroppen fordyber vi os igen i dagens program.

De daglige måltider er en vigtig del af det fælles liv på højskolen. Maden er ikke kun brændstof. Den skal nydes. Kursisterne præsenteres for et alsidigt køkken, hvor den daglige menu står på vegetar, såvel som kødretter. 

Det Praktiske

Priser

 

Turen er billig, da der ikke er nogen, der skal tjene på det.

Prisen for rejsen er delt i to:

For jer der vælger Kathmandu og Sermathang koster det 2.500 euro og vi håber at kunne tilbyde en samlet pris på 3200 euro for jer der gerne vil med til Everest.

Prisen dækker rejse fra København, visa, kost og logi, entréer, park tilladelser, lokal transport og undervisning.

Du sørger selv for forsikringer og vaccinationer samt drikkevarer under ophold.

Når vi ikke helt ved den sidste pris nu, så er det fordi Nima er ved at forhandle prisen på overnatninger og mad helt ned til kostpris, og det vil være helt vildt, hvis det vil kunne lykkes.

Højskoleopholdet koster selvfølgelig det samme, som for dem, der ikke skal med ud i verden.

Tilmelding:

Du melder dig til ved at tilmelde dig det regulære, lange kursus på 14 uger og markere, at du gerne vil med til nepal.

 

Som "bemærkning" skriver du, om du også er klar på den helt store trekkingoplevelse.

 

Klik på tilmeldingsknappen nedenfor for at gå til tilmeldingssiden.
 

BRENDERUP HØJSKOLE

Stationsvej 54
5464 Brenderup
Telefon: 6444 2414
Fax: 6444 2337
mail: kontor@brenderuphojskole.dk

www.brenderuphojskole.dk

​​

Kursusleder: 

Ole Dedenroth

Datoer:

14. marts. 2021 - Højskoleforløbet starter. Du kan dog godt starte kurset lidt senere, men så hurtigt som muligt.

24. juni 2021 - Afrejse mod Nepal                                                                                                                          

1. august 2021 -  Hjemkomst til Danmark                                                                                                                 

Der kan forlænges efter aftale.

BRENDERUP HØJSKOLE

Stationsvej 54, 5464 Brenderup

64 44 24 14

kontor@brenderuphojskole.dk