Knitting

STRIK

Strikkekursus

16. - 22. oktober 2021

”Brug garn fra dit lager”

Du lærer at beregne en trøje, der passer til dig ud fra dine egne mål og din strikkeprøve.

 

Deltag i et kursus hvor du lærer, hvordan du selv laver beregninger til en trøje. Her er der ingen færdig opskrift med en bestemt strikkefasthed, som er svær at ramme. Her er det nemlig dit garn og din strikkefasthed og dine mål der skal bruges.

Vi arbejder ud fra nogle grundmodeller med forskellig sværhedsgrad:  model med påsat ærme, model strikket ovenfra og ned med rundt bærestykke eller raglan.

I forløbet undervises du også i strikketekniske finesser og detaljer, der øger strikkeglæden og glæden ved det færdige resultat. Det kan f.eks. være italiensk opslagning og aflukning, forskellige måder at tage masker ud i raglan eller små finesser, der letter monteringsarbejdet. Vi vil desuden få en snak om farver og hvordan de kan sættes sammen.

 

Du skal bruge garn fra dine egne gemmer, og måske har du haft det liggende i flere år. Du har aldrig fået det brugt, fordi det ikke passer til det, du gerne vil strikke og til de opskrifter, du gerne vil bruge.

Få det brugt nu.

 

Der ligger skønne trøjer og gode oplevelser gemt i dit garnlager.

BRENDERUP

Knitting

Højskolelivet

Vi er beliggende på Nordvestfyn. Med plads til 60 elever bliver intimiteten og nærværet de naturlige ankerpunkter i vores dagligdag. Vi møder hinanden med åbent sind og løftede pander. Vi giver plads til såvel hinandens uhæmmede videbegær og legesyge, som til hinandens behov for ro og fordybelse. Vi lever af og på et ubændigt ønske om at mødes og udfordre hinanden i et fordomsfrit og forventningsfuldt miljø. 

Højskolelivet er i sin essens samliv. Dagen begynder og slutter i fællesskabet.

Når hanen galer, dynerne er blevet sparket af og morgenbadet er vel overstået, bevæger vi os sammen ned til morgenmaden. Ved morgensamlingen synger vi et par sange, hører en god historie og får dagens praktiske detaljer på plads. Med mad i maverne og sang i kroppen fordyber vi os i dagens program.

De daglige måltider er en vigtig del af det fælles liv på højskolen. Maden er ikke kun brændstof. Den skal nydes. Kursisterne præsenteres for et alsidigt køkken, hvor den daglige menu står på vegetar, såvel som kødretter. 

I samme uge er der Filtekursus på højskolen. Morgensamlinger og aftenarrangementer er fælles for alle kurser. 

FOREDRAG MED KOUSHI

Vi får i ugens løb besøg af den kendte strikker Koushi Radhakrishnan

 – jep, ham fra Den Store Strikkedyst, med foredraget "Hvor er det sygt fedt du strikker, mand"

Med masser af humor og selvironi føres publikum ind i fortællingen om en forholdsvis ung fyrs tilværelse, hvor strikken kom snigende som en stille skygge og ændrede bogstaveligt talt alt.

Hør hvordan Koushi sprang ud i den farlige uldne verden med pind9 i hånden og imponerede dommerne med en nepalesisk brudehat for herefter hurtigt blev kendt som »ham med butterflyen«.

Se mere om Koushi på www.swagknit.dk

UGENS UNDERVISERE

Jeg er strikker på deltid og designer strik til kvinder og mænd. Jeg elsker at være kreativ og afprøve nye og gamle strikketeknikker i mine designs. Alt kan læres, det handler om at afprøve og øve sig.

Jeg lægger vægt på både proces og resultat.

Mette kan følges på profilen ”@hosLarsens” på instagram.

Mette Kirstine Larsen

Lisbeth Blomstrøm

Indehaver af Garniture – strik og event, Gelsted. Er tidligere indehaver af garnforretningen Garniture i Middelfart.

Jeg vil igennem min virksomhed underbygge fællesskabet omkring strik, og glæden ved at lære nyt. Jeg er glad for godt garn, smukke farver og fine detaljer.

Lisbeth kan følges på profilen ”@Garniture.strik.event”  instagram og ”garniture.strik.event” på facebook

Det Praktiske

Pris:

3995 kr.  i dobbeltværelse.

4495 kr.  i enkeltværelse

Prisen er inkl. sengelinned og håndklæder

Tilmelding:

Klik på tilmeldingsknappen til højre eller ring til os.

Vi bekræfter modtagelsen og sender bankoplysninger til indbetaling af tilmeldingsgebyr på kr. 500,- pr. kursist. Når tilmeldingsgebyr er indbetalt, er du optaget på kurset. Senest 6 uger før kursusstart indbetales restbeløbet.

 

Hvis du bliver forhindret:

Ved framelding op til 6 uger før kursusstart tilbagebetales tilmeldingsgebyr minus et administrationsgebyr på 300,-.
Ved framelding senere end 6 uger før kursusstart betales intet tilbage, 
hvorfor vi anbefaler, at du tegner en afbestillingsforsikring. Se evt. Europæiske rejseforsikring.

BRENDERUP HØJSKOLE

Stationsvej 54
5464 Brenderup
Telefon: 6444 2414
Fax: 6444 2337
mail: kontor@brenderuphojskole.dk

www.brenderuphojskole.dk

Kursusleder: Joan Sørensen

BRENDERUP HØJSKOLE

Stationsvej 54, 5464 Brenderup

64 44 24 14

kontor@brenderuphojskole.dk